Nørrebro

 

b0011095

Der er ikke meget tilbage af det gamle Nørrebro, men hjørneejendommen ved Buchwaldsgade og en ejendom mere (til højre) har overlevet de store omvæltninger i området. Byggeriet af hjørneejendommen (nu Thomas B. Thriges Gade 91) blev igangsat i 1902 – foto fra 1950’erne (Stadsarkivet).

 

Dengang på Nørrebro

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Der kom først gang i bebyggelsen uden for Nørreport i 1700-tallet, og ad denne vej kørte man til Bogense og Nordfyn. Navnet Nørrebro figurerede ikke på et bykort fra 1839, men stedet blev da endnu omtalt som Nørreports forstad.

Da Odense Havn og Kanal åbnede i 1804, blev vejen endnu vigtigere end før, for nu blev den også bindeled mellem havn og by, og så tog byggeriet fart. Mange virksomheder skød op på Nørrebro, og snart kom der også beboelse og forretninger. I år 1900 boede der tæt ved 1.000 personer på Nørrebro.

Da jernbanen kom til Odense i 1865, kom den til at skære gennem vejen til havnen lige nord for, hvor Nørreport tidligere havde stået. I begyndelsen, hvor der ikke var voldsom trafik, kunne man nøjes med en overskæring med bomme. Men i takt med at transporten til og fra havnen steg, og der kom flere tog, måtte der gøres noget. Derfor blev det besluttet at lave en viadukt ved Nørregade/Nørrebro. Samtidig blev der lagt et ekstra jernbanespor hen over Fyn, så også togtrafikken kunne glide lettere.

I folkemunde hed viadukten ofte blot Nørrebros Tunnel, og her fik gaden et lavere niveau, da man gravede ud under banelinjen. Man begyndte at grave fra hver side og mødtes inde under banelinjen.

Nørrebro-tunnelen blev indviet i 1911, og den blev hurtigt et trafikalt knudepunkt – og en flaskehals! Problemet forsøgte man i efterkrigstiden at løse ved at anlægge Thomas B. Thriges Gade, der blev lagt lidt øst for Nørrebro, men fra Tolderlundsvej og nordpå fik Nørrebro og Thomas B. Thriges Gade samme forløb, da Thriges Gade i 1970’erne blev forlænget til havnen – nogenlunde samtidig med, at resten af Nørrebro blev revet ned.

Nørrebrokvarteret var kendt for sine lave, sammenhængende huse og mange små butikker, hoteller og værtshuse. Forbindelsen med havnen gjorde naturligvis, at mange søfolk besøgte kvarteret, og hurtigt blev det til en odenseansk udgave af Nyhavn i København. Et typisk havnemiljø med sømænd på landlov, prostituerede, slagsmål, små hoteller, forretninger og bunkevis af små beværtninger. Beværtningerne havde navne som f.eks. Sprogø, Fatter Jahn og Montmartre. Det sidste var et særligt uroligt værtshus og blev derfor i 1950’erne gerne kaldt Korea eller 38. breddegrad. Og det var også på Nørrebro, man på et værtshus havde sat urtepotterne fast til vindueskarmene med kæder.

Byens borgere brugte Nørrebro flittigt, for havnen var et yndet mål for søndagsturen, hvor man kunne se på skibene eller tage en tur med udflugtsbådene på kanal og fjord.

Kontakten til havnen gav liv og glade dage på Nørrebro, men som forbindelsesvej mellem de store virksomheder ved havnen og byen kom der også megen trafik. Derfor fik Nørrebro i 1916 en brolægning, der bedre kunne klare trafikken.