Odense Bys offentlige Læsesal

 

b0033484

Den offentlige læsesal i Bryggergården, kort efter åbningen i 1911 (Stadsarkivet).

 

Da læsning blev gratis

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Den 27. december 1911 åbnede Odense Bys offentlige Læsesal på 1. sal i Bryggergården, Vestergade 11. Det var det første bibliotek, som Odense Kommune selv finansierede.

Det var de færreste danske købstæder, der havde eget bibliotek før år 1900, men Odense var alligevel sent ude. Det hang givetvis sammen med, at der var private bogsamlinger, som stod til rådighed for dem, der ville betale for at låne bøger. Ikke mindst Fyens Stifts Læseforening, der stammede helt fra 1838, og som omkring 1900 havde provinsens største bibliotek. Her på Albani Torv var der i 1908 omkring 2.000 medlemmer og 43 timers åbningstid om ugen. Og så havde foreningen, med forfatteren Jens Kruuses ord, selskabelige overtoner. Der var således spille- og konversationslokaler samt en flot have ned mod Odense Å. Et årligt kontingent på 10 kr. – eller 20 timelønninger for en arbejder – gjorde foreningen forholdsvis eksklusiv. Odense Folkebibliotek i Overgade kunne man også bruge. Her var kontingentet lavere, kun 25 øre pr. måned.

Der havde været luftet flere forslag om offentlig biblioteksvirksomhed, men det var først i 1910, at et forslag nåede frem til byrådet. Det skete, da byrådets udvalg for populære foredrag forelagde en indstilling om oprettelse af en læsesal uden udlånsbibliotek. Sognepræsten ved Ansgars Kirke, den senere fynske biskop A.J. Rud, var formand for udvalget, og med var også byens museumsinspektør, Chr. M.K. Petersen, der senere blev læsesalens første leder. De stod begge som klare repræsentanter for folkeoplysningstanken, ligesom et tredje medlem, socialdemokraten, lærer K.G. Rasmussen, der også var forstander for Arbejdernes Aftenskole.

Da indstillingen mødte velvilje, blev udvalget bedt om at komme med et fuldt udarbejdet forslag. Det skete, og nu meldte nogle af Højrefolkene sig som kritikere, blandt andet Odenses senere borgmester, grosserer J.L. Christensen, der nok også tænkte på sin formandspost i læseforeningen, men da det kom til stykket, blev forslaget vedtaget af byrådet med 12 stemmer for, mens syv Højremedlemmer undlod at stemme. Der var splittelse i Højre, men den første konservative kvinde i byrådet, fru Sophie Jørgensen, var blandt dem, der støttede forslaget, for – som hun sagde: ”En læsestue ville give de unge en bedre anvendelse af deres tid end varieté og meget gøgl, de gav deres penge ud til”.

Bogsamlingen kom til at rumme både faglitteratur og skønlitteratur, og man lejede sig ind i en stor lejlighed i Bryggergården. Det areal, læsesalen ikke selv anvendte, kunne passende overlades til ”en pæn kone mod at holde læsesalen ren”.

Da læsesalen åbnede, havde den 60 pladser. Der stod 1.173 bind i reolerne, og den tilsynsførende fik i tidens ånd plads på en forhøjning. Den daglige åbningstid var kl. 17-22, også om søndagen, men ikke i juli og august. Nu var det gratis at komme ind og læse bøger, og det gennemsnitlige besøg på godt 60 om dagen medvirkede til at gøde jordbunden for Odense Centralbibliotek, der åbnede i 1924.