Odense Cykelbane

 

B0050301

25. juli 1948 slog Odense Cykelbane dørene op. I strålende sommervejr blev 10.000 tilskuere vidner til både dramatiske styrt og til Thorvald Ellegaards Erindringsløb, som blev skudt i gang af broderen Peter Ellegaard. Her ses feltet midt i opløbssvinget (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

 

Luft i cykeldrømme

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Igennem flere årtier har banecykelsporten i Odense fostret nogle af dansk banesports største ryttere.

I årene 1894-1910 havde Odense en cykelbane i Fruens Bøge, hvor den seksdobbelte verdensmester Thorvald Ellegaard var den største stjerne. Gennem nogle sæsoner strømmede cykelfolket til Fruens Bøge, men så døde interessen ud. Banen blev nedlagt og området udstykket til villaer. Nogle år levede cykelsporten et stille liv. Landevejscyklingen dominerede, men drømmen om en ny cykelbane levede fortsat. I mellemkrigstiden blev der afviklet nogle cykelløb på atletikbanen i Kochsgade, men flere planer løb ud i sandet.

I 1945 kom der skred i tingene. Initiativet kom fra folk med rødder tilbage til den gamle cykelbane med vinhandler Alfred O. Jørgensen i spidsen. Der blev derpå dannet et aktieselskab, A/S Odense Cykelbane, med den 71-årige tidligere forretningsfører Salomon Andersen som formand. Aktieselskabet trak straks i arbejdstøjet. Kommunen blev kontaktet, og da A/S Odense Cykelbane ifølge vedtægterne ikke selv måtte drive banen, blev der dannet en ny cykelklub, Odense Cyklebane Klub, der med tiden skulle opkøbe alle aktierne og drive banen som en selvejende institution.

Cykelbanen skulle efter planen stå færdig i sommeren 1947, men byggeriet blev forsinket. Først året efter, den 25. juli 1948, blev flaget endelig hejst over Odense Cykelbane. Godt 10.000 gæster overværede indvielsen af banen tæt ved Odense Stadion, selv om den egentlig kun var bygget til 6.-7.000 tilskuere. Den kostede en halv million kroner, og materialerne til totalisatorboder, dommertårn, kabinehus m.m. kom fra en tysk barak, da man ikke havde fået tilladelse til at opføre permanente bygninger.

I 1950 blev cykelbanen ramt af en skandale, da den fik besøg af 10 københavnske ryttere. Efter løbene fandt ledelsen frem til, at chaufføren, der havde kørt rytterne til Odense, på forunderlig vis havde vundet en masse penge i totalisatoren! Politiet blev blandet ind i sagen, og rytterne fik deres licenser inddraget. Men intet kunne bevises – det var påstand mod påstand. Rytterne undgik karantæne, men cykelbanen havde fået en masse ballade på halsen.

Odense Cykelbane gav ny luft til odenseansk banecykling, og de odenseanske baneryttere gav atter konkurrenterne fra Aarhus og København kamp til stregen. Da Bent E. Jørgensen i 1952 vandt Danmarksmesterskabet i 4 km forfølgelsesløb, var det byens første mesterskab i banecykling, siden Thorvald Ellegaard havde trampet i pedalerne. Det blev startsignalet til nogle gode cykelår, hvor især forfølgelsesløbene blev det store trækplaster på Odense Cykelbane. Og i de følgende tiår kunne store navne som Palle Lykke, Kaj E. Jensen og Peder Pedersen forbindes med banen.

Gennem 1950’erne og 1960’erne havde cykelbanen både sportsligt og publikumsmæssigt gode dage, men efterhånden sank tilskuertallet katastrofalt. Cykelbanen, der havde været genstand for stor interesse i bysamfundet, sygnede hen. Folk tilbragte ikke længere de lyse sommeraftener på cykelbanen, men søgte ud i sommerhuset eller sad foran skærmen.