I februar 1965 var der rejsegilde på den største af Odense Havns Muus-siloer, nordligst på Siloøen. Her er formanden for Muus-bestyrelsen, højesteretssagfører Carl Ricard, konsul Hans Muus og direktør Christoffersen fra Højgaard & Schultz ude på tagterrassen for at nyde den formidable udsigt 55 meter oppe (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).
af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær
Mest ikonisk af havnens mange gamle bygninger er nok firmaet Muus’ gamle pakhus – på østgavlen ses initialerne E.B.M. for Elias B. Muus og årstallet 1885. Det blev bygget i røde mursten, og de kraftige mure viser, at huset skulle bære en stor vægt. Der kom også andre pakhuse på havnen, men det var først efter 1950, at området for alvor blev præget af de store siloer til korn og foderstoffer. Det hang først og fremmest sammen med, at man nu magtede at bygge de høje og meget solide bygninger i jernbeton, og at det samtidig var en god forretning for korn- og foderstoffirmaerne, der nu fik brug for meget større lagerplads, fordi de nu købte kornet fra landmændene hurtigere efter høsten end tidligere. Derfor bredte silobyggeriet sig i disse år ikke kun i Odense, men også i andre havne som en steppebrand.
Omkring pakhuset fra 1885 opførte Elias B. Muus i 1950’erne og 1960’erne en række store siloanlæg, som i dag udgør Siloøen. Men også andre var med. Korn- og foderstoffirmaet Arne H. Kjær opførte f.eks. i 1962 en ny 45 meter høj kornsilo ved Finlandkaj, og Fyens Andels-Foderstofforretning (FAF) fordoblede sin lagerkapacitet, da firmaet i 1962 tog en ny kornsilo ved Havnegade i brug. Anlæggene var ofte af jernbeton, enten ubemalede eller hvide – og gerne med tydelige spor efter glideforskalling.
Muus’ silobyggeri begyndte i 1953 nord for det røde pakhus. Her blev der samme år bygget et siloanlæg, der bestod af 16 cylindriske siloer i beton. Muus-siloen var 40 meter høj og blev rejst på blot 12 dage. Det var en kraftpræstation, der krævede 100 mand, som hver havde en 12 timers arbejdsdag i toholdsskift. Det var vistnok første gang, at en silo blev opført på den måde og med den teknik i Danmark. Hemmeligheden ved det imponerende byggetempo lå i et godt arbejdssjak og den såkaldte glideforskalling, der gjorde det muligt, at bygningen voksede med 12 cm pr. time. Manden bag projekteringen var ingeniør Jørgen Christensen, bedre kendt som Jørgen ”Tårn”.
Muus’ gamle pakhus blev omkring 1960 tilbygget mod vest – her fandt man plads til en moderne svine- og hønsefoderfabrik. Og i 1965 kunne Muus tage Danmarks mest moderne silo i brug. Den lå – og ligger endnu – for enden af Englandskaj og er 55 meter høj. Vejning, prøveudtagning, tørring og temperaturmåling foregik alt sammen fuldautomatisk, og anlægget blev betjent af én person via en styringstavle i kontrolrummet. Siloen havde også tagterrasse, trapperum og elevator og var bygget af firmaet Højgaard & Schultz med Jørgen Christensen som rådgivende ingeniør. Der var plads til 12.000 tons korn. Senere på året blev der monteret en bro mellem de to store siloer. Gangbroen var forsynet med en transportør, så man uden besvær kunne flytte korn og foderstoffer mellem siloerne.
Om Odense 