Vaskepladser ved Odense Å

 

B0022879

I april 1819 flyttede H.C. Andersen med sin mor og sin stedfar til et hus uden for Munke Mølle Port, tæt ved åen. For enden af haven lå moderens vaskeplads ved åen (G.P. Jacobsen fot. ca. 1905, Stadsarkivet).

 

Åens vaskepladser

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Der har i mere end 1000 år været masser af liv langs Odense Å. Mennesker og dyr har forsøgt at udnytte åens livgivende vand, der gav næring og arbejde. Gennem hele middelalderen var åens vand og bredder under kirkens kontrol. De middelalderlige klostre nød således godt af fiskeri, og de anlagde flere vandmøller. Langs Odense Å lå tidligere en perlerække af vandmøller, og de første større vandmøller langs åen var Ejby Mølle, Dalum Mølle og Munke Mølle, som alle kan føre deres historie tilbage til middelalderen.

Der var også andre, som nød godt af åens vand. Hvor Vægtergården ligger i dag, lå engang en brolagt nedkørsel, så folk kunne komme ned til åen, når de f.eks. skulle have vasket deres hestevogne. Længere henne ved Holsedore holdt byens garvere til, som også behandlede deres huder i åvandet. Og ved Sdr. Boulevard kom der senere flere garverier til.

Åbredden var blandt andet tilholdssted for byens vaskekoner. Det var et hårdt arbejde at være vaskekone. De stod i vand til knæene ude i åen med deres vasketøj, der efter tur blev anbragt på en stor sten og blev banket med en flad tærskel (et banketræ). Sæbevandet stod som regel i en balje inde på bredden, mens skylningen af vasketøjet skete med håndkraft i åen.

Der lå flere vaskepladser ved åen, og de blev gjort udødelige af H.C. Andersen, hvis egen mor, Anne Marie Andersdatter, var vaskekone. I eventyret ”Hun duede ikke” fortæller H.C. Andersen om en vaskekone, der var dybt alkoholiseret og fandt trøst i snapsen. I eventyret bliver vaskekonens søn, der netop går forbi, standset af byfogeden. Drengen har en brændevinsflaske i lommen, men byfogeden opdager den selvfølgelig og advarer drengen mod at bringe moderen brændevinen – og siger: “Hun duer ikke”. Men drengen går videre ned til moderen, der står og vasker i åen. Hun får flasken, som hun kan varme sig på.

En socialrealistisk historie om byens top og bund. Byfogedens bror havde i sin ungdom haft en affære med vaskekonen, der havde fået en guldring af ham, inden han rejste bort. Men på grund af den sociale forskel kan de ikke få hinanden. Og om aftenen sidder byfogeden selv til middagsselskab med megen god mad og vin i litervis – men det kalder man ikke at drikke!

H.C. Andersens mor var begyndt at arbejde som vaskekone, efter at hendes første mand døde i 1816. Fattigdom drev hende til at skaffe sig en ekstra indkomst – og så blev hun vaskekone. Hun var blandt andet vaskekone på Odense Slot. Men hun gik også ud og vaskede for byens folk. Og hendes vaskeplads i og ved åen ved Munke Mølle er omtalt i H.C. Andersens ”Mit Livs Eventyr”.