Stilfuldhed eller snobberi?

Udflugt til Skovpavillonen i Fruens Bøge med Dæhnfeldts Avlerforening stiftet i 1911 (Odense Bys Museer).
Udflugt til Skovpavillonen i Fruens Bøge med Dæhnfeldts Avlerforening stiftet i 1911 (Odense Bys Museer).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Vi har for nylig fortalt om Skovpavillonen, der var centrum for aktiviteterne i Foreningen Fruens Bøge. Her retter vi stedet blikket mod foreningslivet.

Foreningens stiftelse fortoner sig lidt i det dunkle, men formålet var klart fra begyndelsen i 1839: Sammenkomster for borgerskabet, som mod et klækkeligt kontingent kunne tegne medlemskab af foreningen. Det var også foreningen, der fik ret til at trække snore i skoven, så man kunne holde uønskede elementer ude. I 1868 udstedte skovejeren ligefrem et dokument, som blev tinglæst, og som sikrede foreningens rettigheder efter hans død, og da kommunen købte skoven, blev rettighederne fortsat respekteret.

Da lærer J. Lauritsen i 1890 skrev om foreningens første 50 år, noterede han, at bestyrelsesmedlemmerne i lang tid blev kaldt for direktører, men det var ”kun overensstemmende med tidsånden: forkærlighed for fremmede ord, når der var tale om noget, som skulle være fint”.

Og fint skulle det være – også med hensyn til medlemskredsen, hvor man oprindelig optog nye medlemmer på generalforsamlingerne. Det var selvfølgelig for at undgå skandale, men snart fik bestyrelsen lov til selv at optage medlemmer. De skulle så bare lave et opslag med navnene på de nye – og det kunne dem, der allerede var sluppet igennem nåleøjet, så protestere imod.

I 1868 havde foreningen 699 medlemmer. Tallet voksede frem til 1895, da foreningens medlemstal toppede med 1.887, og derefter begyndte det langsomt at gå tilbage. Men i storhedstiden var der i foreningen jævnligt diskussioner om, hvordan man skulle sikre, at det i bund og grund var borgerskabets ligemænd, der kom i foreningen.

Restauranten Skovpavillonen i Fruens Bøge Skov fotograferet omkring 1930 (Stadsarkivet).
Restauranten Skovpavillonen i Fruens Bøge Skov fotograferet omkring 1930 (Stadsarkivet).

I de første år af foreningens levetid bestod den nærmest udelukkende af embedsmænd, officerer og købmænd, men der var åbenbart andre, der trængte sig på, for allerede i 1852 vedtog bestyrelsen, at ”ingen militære af underklasserne” og ingen håndværkssvende kunne optages. Men ingen regel uden undtagelse, siger man, og da man gerne ville optage en guldsmedesvend i foreningen, blev hans stillingsbetegnelse blot ændret til gravør. Så gik det nok.

Pudsigt nok lempede man relativt hurtigt optagelsesreglerne, så underofficerer kunne blive medlemmer, hvis de kunne skaffe et godt vidnesbyrd fra deres foresatte. Men en bestemmelse om, at folk i underordnede, tjenende stillinger ikke kunne blive medlem, blev hængende længe. På en generalforsamling i 1875 fik bestyrelsen således generalforsamlingens accept af, at den havde nægtet et medlem at tage en datter med. Hun var nemlig tjenestepige hos andre, mens døtre, der boede hjemme, gerne måtte deltage sammen med familien. Mange i tjenende stilling blev holdt ude, skriver lærer Lauritsen, men da foreningen begyndte at miste medlemmer, blev adgangskravene ikke længere håndhævet som før.

Man fortsatte derimod med at have danseinspektører ved det ugentlige søndagsbal i foreningen. De overvågede eksempelvis, at ingen dansende kvinder optrådte uden glacé-handsker, og at alt gik til stilfuldt til. Men måske blev stilfuldheden i en ny tid opfattet som snobberi? I hvert fald mistede foreningen sin tiltrækningskraft og lukkede for altid i 1932.