Til gode og kærlige forældre

Barneplejeelev med børn på Mariahjemmet i 1953
Selskabet Børnenes Pleje stod i efterkrigsårene for mange af de adoptioner, der blev arrangeret i Danmark. Selskabet drev blandt andet Mariahjemmet i Sejerskov ved Hjallese. Her ses en barneplejeelev med nogle af hjemmets mindste i 1953, da hjemmet fejrede 50 års jubilæum (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

Af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

”Et barn, som ventes født sidst i december eller først i januar, ønskes bortadopteret straks efter fødslen til gode og kærlige forældre. Billet mrkt. 2468, modtager Fyens Stiftstidende”. Sådan lød det i avisen den 6. december 1945. Den er bare et eksempel på de adoptionsannoncer, der blev indrykket i datidens dagblade.

Annoncen giver et indblik i en tid præget af en meget løs kontrol med adoption. I 1930’erne og 1940’erne var de fleste børn, der blev adopteret væk, børn født uden for ægteskab. På landsplan toppede antallet af adoptioner af danskfødte børn i 1948, da der blev bortadopteret i alt 2.691. I de følgende år faldt antallet af danske børn, der blev bortadopteret, blandt andet på grund af forbedringer, som gjorde, at unge enlige mødre bedre kunne klare sig.

Fyns Stiftamt, der tog sig af de fynske adoptionsbevillinger, behandlede i efterkrigsårene flere adoptionssager end nogensinde før. Det var ikke ualmindeligt, at der dukkede fire-fem ansøgninger op om dagen, fortalte kontorchef Lock-Madsen.

Krigen havde ført til en form for seksuel frigørelse blandt ungdommen. De mange nyfødte bliver somme tider lidt misvisende omtalt som mørklægningsbørn. De var ikke alle sammen planlagte ønskebørn, tværtimod. Nogle af dem var såkaldte tyskerbørn, altså børn der var resultatet af forholdet mellem en tysk soldat og en dansk pige. Alene i Odense betalte kommunen hjælp til mellem 30 og 50 børn, hvis far var en tysk soldat – i parentes bemærket, så nåede englændernes korte ophold i byen også at resultere i flere børn.

Andre børn blev bortadopteret som følge af tidens sociale forhold. En del ægteskaber gik i stykker, og det bragte børnene i en klemme. Også tidens bolignød fik noget af skylden. Mødrehjælpen fortalte, at de fik flere børn til bortadoption, fordi forældrene ganske simpelt ikke havde plads til flere børn i deres lejlighed.

De fleste adoptioner fandt sted med Mødrehjælpen som mellemled, da den kom i kontakt med mange kvinder, der ønskede at bortadoptere deres barn. Organisationen rådede samtidig over den nødvendige juridiske assistance, hvilket langtfra altid var tilfældet ved privat adoption.
I Odense stod Mariahjemmet også for en del adoptioner. Her kunne man konstatere, at der var mangel på børn til mange, der ønskede at adoptere. Fra Mariahjemmet blev der i 1949 bortadopteret 15 børn efter et omhyggeligt valg af adoptivforældre.

Efterspørgslen på adoptivbørn var stor, da der var langt flere, der ønskede at adoptere, end der var adoptivbørn. Stiftamtmand Svend Neumann fortalte, at adoptivforældrene ofte var lidt ældre, end forældre normalt var. ”Måske skyldes det, at folk lidt op i årene under besættelsestiden følte ensomheden og savnet af børn så meget stærkere end tidligere, og derfor besluttede de sig til at adoptere et barn”.

Da man fik ventelister til adoptivbørn, blev blikket rettet mod udlandet og de såkaldte ”krigsbørn” – altså børn fra det krigshærgede Europa. De kom i pleje hos gode, danske par, hvor plejeforældrene så efterfølgende besluttede at adoptere børnene.