To skove til spotpris

b0023043d

Litografen Alexander Nay frembragte i 1863 denne tegning af den gamle dansepavillon i Fruens Bøge. Tegningen blev bragt i Illustreret Tidende til en tekst om årets store landmandsforsamling i Odense. Aftenselskabet i Fruens Bøge blev afbrudt af flere tordenbyger – en særlig udfordring, fordi der langtfra var plads til alle deltagerne inden døre i pavillonen (Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Det var kammerjunker Jacob Benzon, der omkring 1802 gjorde Fruens Bøge-skoven til udflugtsmål, og allerede fra dette år kunne man købe sig adgang til skoven. I begyndelsen var det næppe et stort tilløbsstykke, men i de følgende årtier kom der langsomt mere liv både i Hunderup Skov og i Fruens Bøge.

I Hunderup Skov blev der i mange år rejst telte, hvor byens borgere så kunne tage ud og indtage spise- og drikkevarer samt nyde ophold i skoven. Med tiden kom her også en beværtning i det såkaldte Bøgeskovhus; en restauration er i hvert fald omtalt i avisen i 1828. På den anden side af åen fortsatte aktiviteterne, efter at Jacob Benzon havde måttet overlade rollen som stamhusbesidder på Christiansdal til en yngre bror i 1804. Den første dansesal var allerede indrettet i 1802, og skoven var eksempelvis ramme om et større fyrværkeri i 1817. Fruens Bøge blev snart et foretrukket samlingssted ved borgerskabets fester for medlemmer af kongefamilien, og i 1839 blev ”Foreningen i Fruens Bøge”, også kaldet Skovforeningen, stiftet. I 1840 sørgede den nye ejer af Christiansdal, kammerherre Christian Benzon, for at lave en tilbygning til den gamle dansesal, så der blev bedre plads, og ved flere lejligheder besøgte Christian VIII stedet – først som guvernør over Fyn og kronprins og senere som konge.

I 1868 gik Benzon ind på at tinglæse Skovforeningens ret til at holde sammenkomster i skoven om sommeren også efter hans død. Han og familien havde ofte selv deltaget i sammenkomsterne, og da han i 1875 døde, fik Odense Kommune hurtigt tilbud om at købe området. Handelen faldt hurtigt på plads, og ved den endelige afstemning den 8. oktober 1875 blev prisen godkendt med 13 stemmer mod 6.

Odense Kommune gav 53.000 kr. for de to skove samt nogle tilhørende marker, rundt regnet 28-29 hektar, og man overtog ikke kun skovene, men også de ejendomme, som lå i dem – herunder den senere så velkendte eng. Byrådets tanke med købet var helt entydigt at sikre et bynært udflugtsmål for Odenses stærkt voksende befolkning. Det var også derfor, det var besluttet at anlægge en jernbanestation i Fruens Bøge på Odense-Svendborgbanen, da den åbnede i 1876. Samtidig gav det god mening at blive skovejer, fordi kommunen næppe behøvede at fælde lige så meget i skovene som en privat køber.

Fruens Bøge-skoven gik dengang kun 50-100 meter syd for, hvor Skovalleen nu går igennem skoven – men fik ved et samtidigt køb af godt 2-3 hektar af Dalum Præstegårds jord øst for jernbanen og af ejendommen Skovlyst, der havde været fæstet bort til en gartner, ekstra muligheder for at udnytte området.

Herlighederne kom samlet til at koste byen 67.-68.000 kr. En slægtning til den sidste kammerherre udtalte omkring 1960, at Odense havde fået skovene til spotpris. Det kan selvfølgelig diskuteres, men vi må i hvert fald prise os lykkelige for de daværende byrødders fremsyn.