Tvillinger ville begå selvmord

000090170013d

Fredens Kirke kunne i 1945 fejre 25 års fødselsdag (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

I Odense blev tyskernes overgivelse efter besættelsen blodig, og byen slikkede stadig sårene de næste dage. Søndag den 6. maj 1945 gik folk til takkegudstjeneste i alle fynske kirker, men da kordegn Thorvald Larsen tidligt om morgenen låste sig ind i Fredens Kirke, blev han mødt af et trist syn. Foran alteret lå to unge mennesker, der havde forsøgt at begå selvmord sammen. Begge var bevidstløse, men endnu i live. De havde skåret pulsåren over og ventede på at forbløde. De lå på knæ, og blodet løb fra deres håndled.

De to 26-årige mænd var natten mellem den 5. og 6. maj 1945 brudt ind i kirken og var ”formodentlig tynget af deres synder som hjælpere for den kapitulerede besættelsesmagt”, fortalte kordegnen senere. ”De søgte døden for egen hånd foran alteret. Der er endnu blodpletter i den gamle alterbog, som de havde åbnet og læst foran Jesus-skikkelsen, der med de tavse ord kalder syndere til sig. De to ulykkelige unge levede endnu, da de blev fundet liggende for alteret søndag morgen”.

Kirketjeneren fik straks tilkaldt Falcks Redningskorps, der kørte dem til byens sygehus. Det viste sig, at det drejede sig om et par tvillingebrødre, der stammede fra Midtfyn og var kendt som et ”par af egnens mest aggressive nazister”.

Under retssagen kom det frem, at de begge havde været i tysk tjeneste i Nordjylland, men var søgt til Fyn i begyndelsen af maj, da jorden begyndte at brænde under dem. De fik hjemvé og ville tilbage til deres far i Ryslinge, men de kom ikke længere end til Odense Banegård, hvor frihedskæmpere forbød alle rejsende at forlade byen.

Først drev tvillingerne rundt i byen og så, hvordan talrige folk blev arresteret. De blev hurtigt klar over, at de næppe kunne slippe væk. Derfor besluttede de at tage deres eget liv. Da de trætte og sultne om aftenen kom forbi Fredens Kirke, blev de enige om at løse billet til himmerige.

De brød ind i kirken ved at knuse en rude og gå op foran alteret for at ende deres dage. Den ene skar først sin pulsåre ved håndleddet over med en lille dolk, og derefter gjorde den anden det samme.

Den ene bror havde været sabotagevagt på Eternitfabrikken i Aalborg i tysk uniform. Han havde desuden været medlem af et berygtet stikkerkorps – Gestapos K-Gruppe – i Aalborg. Da han hørte, at gruppen var en stikkerorganisation, meldte han imidlertid fra. Anklageren spurgte, om han havde stukket en portør Frank Jensen på Aalborg Kommunehospital, men det nægtede han.

Den anden bror havde været skomager, men kunne ikke tåle håndværket, hvorfor han fik ansættelse som tysk sabotagevagt. Han havde ligeledes været med i K-gruppen, men også han sprang fra, da han hørte, hvad gruppen lavede. Han nægtede også at have været med til at stikke portøren.

Selv om begge nægtede sig skyldige, blev de dømt til otte års fængsel.