Tyskernes fængsling af vaneforbrydere

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Nogle af de hvide busser gjorde den 3. maj 1945 holdt ved Blommenslyst. I busserne var danske koncentrationslejrfanger på vej mod Sverige. De såkaldte ”asociale og vanekriminelle” var også med de hvide busser, hvis de vel at mærke overlevede livet i tysk koncentrationslejr (Stadsarkivet).

Den 6. oktober 1944 gennemførte besættelsesmagten en storstilet razzia i Odense. 25 mænd blev hentet på deres hjemadresser og kørt til forhør på Gestapos fynske hovedkvarter på husmandsskolen i Tarup. Fem personer blev løsladt, mens de resterende på militærlastbiler blev kørt til fangelejren ved Frøslev nær den tyske grænse. Den 29. november blev de sammen med 130 fra tilsvarende arrestationer i København, Aarhus, Aalborg og Kolding sendt til koncentrationslejren Neuengamme nær Hamburg.

Aktionen kom efter, at en stor del af det danske politi var blevet arresteret den 19. september, og omkring 2.000 betjente kort tid senere var deporteret til tyske kz-lejre. Det blev indledningen til en tid præget af stigende kriminalitet. Det bekymrede tyskerne, og i begyndelsen af oktober modtog den fynske Gestapochef, Kurt Alfred Guttmann, en skrivelse fra den øverste tyske ledelse i København med et krav om, at alle mandlige ”vane- og erhvervsforbrydere” i Odense blev anholdt og sendt til Frøslev. På den måde håbede man sikkert at tage toppen af den almindelige kriminalitet i samfundet, så man ikke også skulle kæmpe med flere af den slags problemer i en situation, hvor besættelsesmagten var presset på alle fronter.

Nu skulle der statueres et eksempel, men hvem skjulte sig bag betegnelsen vane- og erhvervsforbrydere? Begreberne var tilsyneladende meget flydende, og de arresterede var derfor også en meget broget gruppe. Aktionen havde baggrund i en årelang praksis fra selve Tyskland, hvor nazisterne allerede før 2. verdenskrigs udbrud var faret hårdt frem mod mange minoritetsgrupper som jøder, sigøjnere og andre, og hvor man snart også iværksatte en regulær udryddelse af handikappede og asociale, hvilket kostede ca. 70.000 mennesker livet i Tyskland frem til 1941. Men drabene fortsatte også i de tyskbesatte områder.

I Danmark blev mindst 421 asociale og vanekriminelle arresteret i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Kolding i perioden frem til januar 1945. I Odense havde tyskerne beslaglagt et register over dømte kriminelle fra danske politi, og ud fra det valgte Guttmann en række personer med flere domme bag sig, heriblandt seksualforbrydere. Det blev til en liste med ca. 50 mænd, der opfyldte kriterierne, hvorefter han udarbejdede en liste med angivelse af navn og bopæl. Men da man den 6. oktober 1944 kørte ud for at arrestere dem, traf man kun halvdelen hjemme på deres sidst kendte adresse.

I alt seks asociale og vanekriminelle fra Odense mistede livet i tyske koncentrationslejre, hvor de både var ildesete af de tyske vagter og af mange af de danske politiske fanger, fortrinsvis modstandsfolk. De overlevende fra gruppen kom alligevel hjem til Danmark med de hvide busser, men selv om de havde samme slags skader som andre tidligere kz-fanger, blev de også bagefter behandlet anderledes, fordi de havde fået det uheldige stempel. De fik svært ved at få erstatning.