Uroen på avisen i de første efterkrigsår

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Fra schalburgtagen i 1944 frem til 1953-54 var det store ar i Fyens Stiftstidendes historie, at man ikke havde kræfter til at bygge en ny bladbygning ud mod Gråbrødre Plads. Nybyggeriet anes dog her bag stakittet, så billedet må være fra omkring 1953. Forsinkelsen sved ekstra, fordi Fyns Tidende allerede var klar med sin nybygning på Fisketorvet få år efter befrielsen (Stadsarkivet).

Fyens Stiftstidende oplevede under besættelsen en oplagsfremgang på over 40 %, men fik alligevel massive problemer i de første efterkrigsår. Fyns Social-Demokrat betød stadig meget i konkurrencen i byen, selv om Stiftstidende stod stærkest. Men så man på Fyn som helhed, var Venstreavisen Fyns Tidende øens absolut største avis.

I 1945 var Stiftstidende stadig i Dreyerslægtens eje. Redaktør Jørgen Dreyer var død i 1935, så eneejeren ved befrielsen var hans enke, Lily Dreyer, en norsk købmandsdatter, der ikke havde nogen reel indsigt i at drive en avis.

Fra august 1945 blev Stiftstidendes rigsdagsmedarbejder Knud Secher ny chefredaktør – den første på denne post uden Dreyer-navnet siden 1860’erne. Han havde dog stadig Jørgen Dreyers fætter, Poul Dreyer, som medredaktør, men kun i kort tid, for i sommeren 1946 kunne man læse i Ærø Folkeblad, at redaktøren ferierede på Hotel Harmonien sammen med sin hustru. Hotellets navn var ikke videre velvalgt, for han var der sammen med en anden kvinde, og Lily Dreyer besluttede derfor at afskedige Poul Dreyer.

I de første efterkrigsår havde avisen overskud, men det var faldende, og da fru Dreyers privatforbrug var meget svært at tøjle, fik avisen snart negativ egenkapital – noget, der varede helt til 1953. Avisens bankforbindelse, Fyens Disconto Kasse, havde allerede presset på for at få en ny ledelse på avisen i 1945, men det var først, da banken fik ny direktør i 1952, at tommelskruerne blev strammet.

To verdener – Fyens Stiftstidendes mangeårige ejer, Lily Dreyer (til højre), ved en fest på avisen sammen med den mangeårige direktør, Erik Andersen, 1954 – muligvis i forbindelse med nybyggeriet ud mod Gråbrødre Plads (Stadsarkivet).

Udfordringerne var mange: Avisen trængte voldsomt til nyt trykkeriudstyr, og efter ansættelsen af den senere direktør Erik Andersen fik man med det yderste af neglene købt en brugt rotationspresse fra dagbladet Politiken. Man kunne bare ikke stille den op, for der var ingen penge til at opføre en ny trykkeribygning ud mod Gråbrødre Plads, hvor det gamle trykkeri havde ligget indtil schalburgtagen.

I 1952 krævede banken væsentlige ændringer på avisen til gengæld for nye lån, og i 1953 endte det med, at bladet blev omdannet til et aktieselskab, fuldt ejet af fru Dreyer. Hun kom dog nu på en fast pension, og aktierne måtte deponeres i banken som sikkerhed for nye lån.

Banken troede på den nye ledelse, men indsatte for en sikkerheds skyld et administrationsudvalg, der førte tilsyn med udviklingen. For fru Dreyer og hendes sønner var det svært at forlige sig med at være sat uden for indflydelse. Da de i 1957 forsøgte at gøre ”oprør”, konstaterede bankdirektør Wad, at familien havde belønnet administrationsudvalgets store arbejde med ”grove insinuationer og stadige vanskeligheder”. Han opsagde derfor avisens kassekredit til omgående indløsning. Et par dage efter måtte familien krybe til korset og acceptere en ordning, hvorefter banken fik den afgørende indflydelse i aktieselskabet.

I 1970 kom der en længerevarende ordning, da fru Dreyer kort før sin død underskrev fundatsen for Den Fynske Bladfond, der efterhånden overtog hele ejerskabet. En del af de gamle aktier fik man overdraget, andre købte man af fru Dreyers sønner.