Vaccinationsdebatten raser

7.b på Jernbanegade Skole 1942
Eleverne i 7.b på Jernbanegade Skole var nogle af dem, der i 1942 fik tilbudt en gratis vaccination med difteritis. Skolen var i begyndelsen af krigen hærget af sygdommen og flere klasser blev i perioder hjemsendt (Odense Bys Museer).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Difteritis eller difteri var engang en meget almindelig sygdom i Danmark. Sygdommen, der også kaldes strubehoste, er en infektionssygdom, der skyldes en bakterie og primært angriber luftvejene. Difteri kan være dødelig, da bakterierne kan danne giftstoffer, som kan angribe hjerte, nyrer og nervesystem. I dag er sygdommen heldigvis meget sjælden, da vaccination mod den indgår i det danske børnevaccinationsprogram.

Allerede i mellemkrigsårene var difteritis på tilbagegang, da vaccination var blevet mere almindelig. Flere forældre lod frivilligt deres børn vaccinere, og tilmed indførte Odense Kommune i 1937 en ordning, hvor alle elever i 1. klasse på kommuneskolerne fik tilbudt en gratis vaccination mod difteritis. Skolelægerne foretog vaccinationen, men der var ingen tvang. Ordningen gjaldt dog kun de mindste elever, mens de ældre elever ikke fik tilbuddet, sådan som amtslæge Hjalmar Heerup ellers havde foreslået. Resultaterne var så gode, at epidemisygehusets afdeling for difteri i perioder ligefrem var lukket.

Da Odense i begyndelsen af besættelsen blev ramt af flere tilfælde af sygdommen, blusede diskussionen om gratis vaccination af alle skolebørn op. Amtslæge Heerup, der var varm fortaler for vaccinationsprogrammet, blev i oktober 1941 spurgt, om de mange vaccinationer så havde haft nogen virkning. Og svaret var klart: ”Denne epidemi har til fulde vist, at det kan nytte. Vi har fulgt tilfældene og deres smittekilder, og det viser sig, at alle tilfældene stammer fra børn, der ikke er vaccinerede”.

I 1941-42 ramte en difteriepidemi et par af byens børnehjem, som blev isoleret, og flere skoler, hvor klasser blev lukket ned. På den baggrund opfordrede en række læger igen bystyret til straks at igangsætte en systematisk, gratis vaccination af alle skolebørn – akkurat som man havde gjort det i København. Men magistraten fastholdt sit nej, selv om lægerne var parate til at give vaccinationen til nedsat pris. En vaccinationsordning var stadig hundedyr, og desuden var nogle forældre modstandere af vaccinationerne.

Kø hos praktiserende læge, da alle skolebørn i 1941 kunne få en gratis vaccination mod difteritis (Fyens Stiftstidendes den 9. december 1942).
Kø hos praktiserende læge, da alle skolebørn i 1941 kunne få en gratis vaccination mod difteritis (Fyens Stiftstidendes den 9. december 1942).

Mens der blev diskuteret, blev sygdommen ved med at grassere. Flere forældre blev urolige, og til sidst gik sundhedsautoriteterne i gang med at vaccinere eleverne på Jernbanegades Skole, der var særlig hårdt ramt. Byens praktiserende læger mærkede også en strøm af folk, der gerne ville have deres børn vaccineret. Byens sundhedskommission anbefalede vaccinationen, og amtslægen skønnede i 1942, at godt halvdelen af byens 16.000 børn nu var vaccineret. Der var imidlertid en skævvridning, for de mindrebemidledes børn blev ofte ikke vaccineret, selv om disse børn tit var meget udsatte.

Hårdt presset vedtog byrådet derfor i december 1942, at alle odenseanske børn under 15 år skulle have en offentlig vaccination tilbudt. Så gik det stærkt. Pressen fortalte om lange køer i lægernes venteværelser, når der blev holdt ekstraordinært åbent om aftenen for vaccination.

Trods de mange vaccinationer, så hærgede difteris stadig i 1943, og der gik lang tid, før man fik epidemien under kontrol. På landsplan blev vaccination indført i 1950, og siden faldt hyppigheden af difteri drastisk, og sygdommen er ikke længere almindeligt forekommende i Danmark.