Var sidste henrettelse et justitsmord?

b0034546c

Skillingsvise om Hans Hansens henrettelse. Bagved ses herredsfogeden, Carl Dahlerup med dommerkendelsen. Præsten, Johannes Møller, taler med Hans Hansen, mens skarpretteren og hans medhjælper venter med øksen. Motivet er dog genbrug fra andre skillingsviser og er derfor ingen troværdig gengivelse af begivenhederne (Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Det er 150 år siden, at Odense oplevede den sidste henrettelse. Den 6. august 1869 mistede den 20-årige Hans Hansen hovedet på en mark ved Rugårdslandevej.

Kort før julen 1868 var hans mor, den 49-årige Ane Margrethe Hansdatter, blevet fundet dræbt af et geværskud i Helvedeshuset – på hjørnet af Gl. Glentevej og Drosselvej. Mistanken samlede sig hurtigt om sønnen. Under forhørene tilstod han drabet på sin mor, og forklarede, at det var sket for at få penge til at komme til Amerika.

Da Højesteret dømte ham til døden, og der ikke var flere ankemuligheder, trak han sin tilståelse tilbage. Og selv på skafottet holdt han fast i sin uskyld.

Luften var tyk af rygter. Nogle mente, at herredsfoged Dahlerup i sidste øjeblik kom i tvivl og telegraferede til kongen for at få en benådning. Men kongen svarede nej. Andre ville vide, at tilståelsen kom, fordi man bildte Hans Hansen ind, at hans mor gik igen i arresten.

De mange rygter ville ikke stoppe, selv længe efter henrettelsen. Kort før julen 1900 dukkede flere breve op. De var sendt fra Amerika. En velanset kvinde i Odense modtog således et anonymt brev, hvori en person påtog sig skylden for drabet. Brevet var smækfyldt med religiøse referencer og virkede noget forstyrret, alligevel satte det gang i en masse spekulationer.

Brevets afsenderen fortalte, at han var født på Fyn, som søn af en fattig svensk malkepige ”med [et] usædvanligt tiltalende ydre”. Han havde hutlet sig gennem tilværelsen og været på kant med loven. Da han kom til Odense, tænkte han blot på, hvordan der kunne skaffes noget til livets ophold. Udenfor Odense stjal han et gevær fra en mand, der sov rusen ud i vejgrøften. Geværet kunne jo sælges, så han fik penge til at rejse væk. Da han kom forbi Helvedeshuset, brændte der lys. Hjemmet så velhavende ud. Konen sad alene og for at skræmme hende, affyrede han et skud, men uheldigvis ramte det hende, og da hun segnede om, tog han flugten.

En tid arbejdede han som sømand og kom til USA. Her levede han i flere år, men en dag, da han sad på en parkbænk i New York, kom en fremmed – det viste sig at være Vorherre selv – hen til ham og sagde: ”Jeg kan se, du er en morder … Ved du, at sønnen måtte miste livet for bøddeløksen”. Morderen fik besked om at skrive et brev, hvori han fortalte hele verden om sine ugerninger.

Da pressen begyndte at skrive om bekendelsesbrevene, fik det den aldrende pastor Møller til at reagere. Han havde været sjælesørger for modermorderen, da han sad i arresten, og pastoren forklarede, at sønnen fra Helvedeshuset var skyldig og kun trak tilståelsen tilbage, da han så døden i øjnene.

Spørgsmålet er blot: Var brevene undfanget i en fortvivlet hjernes religiøse fantasier eller var det en samvittighedsplaget morder. Var den sidste henrettelse i Odense et justitsmord?