Villa Brandt

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Villa Brandt på Hunderupvej 71 fotograferet kort efter opførelsen i midten af 1890’erne. Huset var opført af klædefabrikant Søren Chr. Brandt og hustru Oluffa K. Brandt. I 1971 købte landinspektørfirmaet Hübbe Thorlacius villaen og i 1988 overtog advokatfirmaet Kielberg bygningen (Stadsarkivet).

På Hunderupvej ligger en af Odenses største og mest iøjnefaldende patriciervillaer, Villa Brandt. I dag er villaen med de fire ”tårne” adresse for advokatfirmaet Kielberg, men i 1895, da bygningen stod færdig, var det fabrikant Søren Chr. Brandt og hustruen Oluffa, der rykkede ind i villaen sammen med deres børn og talrige tjenestefolk.

Fabrikanten var en af byens rigeste mænd med en formue, der stammede fra driften af Brandts Klædefabrik. Arkitekten var Jens Vilhelm Dahlerup, der var en af landets førende arkitekter med bygninger som Det Kongelige Teater og Hotel d’Angleterre på samvittigheden. Dahlerup tegnede vistnok ikke andet i Odense end Villa Brandt, men Brandts hustru Oluffa var Dahlerups kusine, så tingene hang sammen.

Det var oprindelig tanken, at villaen skulle opføres på slotsbanken i Næsbyhovedskoven. Derfor blev bygningen udstyret med skydeskår, hjørnetårne og spir, så det gav mindelser om det middelalderlige slot, som havde ligget på toppen af slotsbanken med udsigt over terrænet. Den placering blev droppet – måske mente Oluffa, at der var for mange myg i den gamle sø?

Da tegningerne var klar, fandt Søren Chr. Brandt i stedet en stor grund ved Hunderupvej, og her blev der lavet en kunstig høj, der skulle gøre det ud for slotsbanken. Villaen kom til at ligge nogle hundrede meter uden for byen i et område, der endnu var tyndt bebygget. Det gav plads til en stor park med smukke træer. Familien Brandt flyttede ud i det nye villakvarter fra en lejlighed på Klingenberg.

Oluffa Brandt fotograferet i Villa Brandt i 1930’erne. Hun døde som 94-årig i 1944 (Stadsarkivet).

Fra husets imponerende hall førte trappen op til 1. salen, og her lå sove-, børne-, gæste-, pige- og badeværelser. Der var også et toilet med vandskyllet kloset – noget helt moderne og nymodens. Det rindende vand i hanerne og i toilettet kom fra husets egen brønd. Men før det blev til ”rindende” vand, måtte tjenestefolkene møjsommeligt slæbe vandet op på loftet i spande og hælde det over i en stor træbeholder. Der blev brugt meget vand, så der var brug for flere vandbærere.

I stueetagen lå de mere repræsentative værelser som f.eks. herreværelset, havestuen og damesalonen. Husets flotteste rum var nok den store spisestue med den store jagtfrise.
Til huset hørte også en staldbygning. Den var bygget i passende afstand, så lugten og fluerne ikke generede herskabet. Der var også – naturligvis fristes man til at sige – en bolig til kusken. Det var et beskedent hus i gule sten lige inden for porten.

Søren Chr. Brandt døde allerede i 1905, men Oluffa blev boende i huset. Da alderen begyndte at sætte sine spor, fik hun installeret en elevator, som kunne tage hende op på 1. salen og ned i kælderen. Enkefruen blev omdrejningspunkt for en udstrakt selskabelighed. Hun blev også standsmæssigt kørt rundt i byen i hestevogn med to-spand og kusk – i hvert fald indtil hun købte en Thrige-automobil.

Da Oluffa døde i 1945, blev huset overtaget af en datter og svigersøn, der boede der indtil hans død i 1970.