Brandts Klædefabrik, kampen om

 

b0057090

Fotograf Carsten Andreasen tog i januar 1978 dette billede ved indgangen til Brandts Klædefabrik i Pantheonsgade. Da var produktionen på fabrikken endegyldigt indstillet, og de første planer om genbrug af mange af bygningerne kom ud i offentligheden (Stadsarkivet).

 

Kampen om Brandts

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

I 1977 stoppede produktionen på klædefabrikken efter mere end 100 års virksomhed. Men bestyrelsen var ikke enige om, hvad der skulle ske med bygningerne. Andre steder i byen rev man i de samme år store, gamle industrianlæg ned – f.eks. Tørrings og Blumensaadts fabriksbygninger i Nedergade.

Det blev her afgørende, at Brandts sidste direktør, Søren Chr. Mengel, i modsætning til flere i bestyrelsen syntes, det ville være trist, hvis alle spor efter virksomheden blev ryddet, og derfor blev han interesseret i de planer, som en ganske ung arkitekt, Kristian Isager, nu fremlagde, og som forudså bevaring af størstedelen af bygningerne.

Isagers planer blev præsenteret for avisens læsere i januar 1978. Da var planerne om en blandet anvendelse af bygningerne allerede i skitseform forelagt for Odense Kommune. I begyndelsen mødte planerne stor modstand, og planerne kom i første omgang tilbage i skrivebordsskuffen.

Flere andre muligheder blev undersøgt, f.eks. udlejning. Gennem arbejdet som bestyrelsesformand for Odense Tekniske Skole blev den nye socialdemokratiske rådmand for skole og kultur, Robert Dalskov Andersen, interesseret i bygningerne. Interessen holdt, selv om skolen endte med ikke at leje lokaler på stedet, og snart fik Kristian Isager rådmanden overbevist om klædefabrikkens mange kvaliteter. Som Kristian Isager senere formulerede det: ”Jeg blev bare så forelsket i det sted … Vi må holde op med hele dette nedrivningsorgie i byen”.

Byrådet var dog godt og grundigt splittet i sagen, ja selv inden for partierne var der stor uenighed. Socialdemokraten Palle Hildebrandt støttede tidligt rådmanden, men de to toneangivende i partiet, Edvind Witved og borgmester Verner Dalskov, var stærke kritikere – ikke mindst af økonomiske grunde. For husfredens skyld vedtog byrådet dog i juni 1980 at få vurderet mulighederne for genanvendelse af klædefabrikken. Det var en såkaldt afværgedagsorden. Skole- og kulturforvaltningen blev pålagt at stå i spidsen for arbejdet, og selv om mange troede, at det reelt betød et punktum for ideerne om genanvendelse, kom det til at gå lige modsat. Mens borgmesteren og flere af rådmændene rystede på hovedet af tankerne om et kulturcenter, arbejdede Robert Dalskov Andersen for at holde planerne i live – og han fik efterhånden tilslutning.

Det hele endte med et kompromis. I sommeren 1981 lavede Socialdemokratiet, Venstre og Konservative forlig om udnyttelsen af en del af Brandts Klædefabrik til kulturelle formål. Odense Kommune ønskede ikke at købe fabrikken, der i stedet blev solgt til to Vejle-købmænd, men kommunen lejede sig ind i en stor del af bygningskomplekset og sørgede for lokaler til kunsthal, fotomuseum og grafisk museum. Der blev også lokaler til Det Fynske Kunstakademi og Cafebiografen m.m.

Nedrivningsorgiet var for en tid blevet stoppet, og da Kvægtorvets bygninger senere kunne genbruges til hjemsted for TV2, så det snart ud som en trend.