Vollsmoses drømmelejligheder

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Børn i Vollsmose 1971. Der var tænkt på alt i Vollsmoseplanen. Der var grønne områder, skoler, indkøbsmuligheder, kirke m.m. Kort sagt alt, hvad det krævede at leve et godt og sikkert liv (Stadsarkivet).

En lejlighed i Vollsmose var i begyndelsen af 1970’erne et stort fremskridt for mange odenseanere. 16 % af byens lejligheder havde i 1970 endnu intet bad, og 2 % havde intet toilet. Godt 800 lejligheder havde slet ikke noget køkken eller blot et fælles køkken, og mange lejligheder blev varmet op af kakkelovn eller kamin.

I avisannoncer og i reklamefolderen ”Vollsmose – et nyt grønt bymiljø i Odense” blev der i efteråret 1971 blæst til offensiv, da nye lejligheder var klar til indflytning, og Vollsmose blev ”solgt” som en grøn, moderne bydel.

I floromvundne tekster fortalte annoncer om Vollsmoses mange fortrin. En overskrift lød f.eks.: ”Vi synes ikke, man skal sige farvel til naturen, fordi man vil ha’ en lejlighed i Odense. Vollsmose er et nyt grønt bymiljø med landets bedste faciliteter!” Annonceteksten fortsatte på følgende måde: ”Kun 3½ km øst-nordøst for Odense centrum ligger Vollsmose. Et nyt bymiljø. Der findes ikke magen til i hele Danmark. Varieret bebyggelse. Høje og lave boligenheder samt rækkehuse. Spredt ud over landskabet. Godt med frisk luft – og bevægelsesfrihed. Og der er reserveret arealer til fremtidige trivselsbehov”.

I 1969 fejrede B1909 sin 60-års fødselsdag, og klubben var da klar til at skifte fodboldhulen i Kochsgade ud med et velfærdspalads i gule teglsten og med fladt tag – alt sammen nøje afstemt med resten af Vollsmoses etagebyggeri. Borgmesteren havde i 1968 taget det første spadestik til de rødes nye domicil, og med gode kommunale støttekroner, lån og masser af moralsk støtte i ryggen fik klubben et fornemt klubhus.

Indflytning i 1968. Flyttemanden, der slæber sengebund i Lærkeparken i Vollsmose, kunne måske godt have brugt en elevator fra p-pladsen i stedet for trapper (Fyens Stiftstidendes pressefotografsamling, Stadsarkivet).

Folderen kørte i samme rille. Grøn og natur var de gennemgående ord i teksten. Den beskrev, hvordan hele bebyggelsen var passet ind i et stort naturskønt eng- og mosedrag. ”Fra et hvilket som helst punkt i bebyggelsen er der via rene fodgængerforbindelser adgang til det grønne område, som gennembrydes af stier … Om nogle år vil hele Vollsmose fra de omliggende veje se ud som ét stort skovkranset område”.

Reklamefolderen anpriste også lejlighederne. De enkelte lejligheder var typisk indrettet med samme ”kvalitetsmæssige standardudstyr” og havde fast køkkenudstyr som ”el-bordkomfur og separat indbygget el-bageovn samt veldimensioneret køle- og fryseskab” – alt sammen af anerkendt og godt fabrikat. Hele køkkenet var ”rationelt og husmor-venligt” indrettet. Der var slet ingen grænser for herlighederne: ”Inventaret opfylder alle de krav, en moderne husmor stiller i dag”.

Jyllands-Posten bragte i 1981 et interview med formanden, Flemming Møgelmose, der forklarede: ”Vort største problem er nok, at det ikke lykkedes os at blive integreret i Vollsmoseområdet … I Kochsgade klumpede vi os sammen flere gange om ugen for at dyrke klubsamvær og vittigheder. I dag går folk hjem direkte efter træningen. Vi har en smuk fjernsynsstue, men ikke engang fodbold på TV kan få folk til at blive. Før i tiden var klubben selvforsynende med spillere til de bedste hold. Nu må der hentes betalt assistance udefra”.

Reklamerne gav mærkeligt nok ikke den ønskede effekt. Fra begyndelsen af 1970’erne var der stadig masser af tomme lejligheder. Akilleshælen var utvivlsomt den høje husleje. Ganske vist var kvadratmeterprisen i Vollsmose næppe meget højere end i byens ældre lejligheder. Til gengæld var lejlighederne større, meget større, og så steg huslejen også. Og det var netop de store lejligheder på 100 kvadratmeter eller mere, som var vanskelige at få udlejet. Mange af dem, der søgte til Odense, eller boede her og var på udkig efter noget større, foretrak i stedet at købe eller bygge deres eget parcel- eller rækkehus.

Selv om den kommunale boliganvisning havde en venteliste med boligsøgende, så stod de store lejligheder i Egeparken ledige i månedsvis. På spørgsmålet om, hvorfor boligforeningerne ikke bare satte huslejen ned, lød svaret: ”Hvis der ikke skal være lys på gangene eller en gartner til at holde ukrudtet nede omkring bygningerne, så kan lejen naturligvis sænkes … Vi kan ikke sætte lejen længere ned, hvis vi vil have dækning for vore udgifter”.