Af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen
Kort efter midnat den 26. maj 1944 genlød Odenses centrum af flere eksplosioner. Én bombesprængning gjaldt herretøjsbutikken Svend A. i Kongensgade 46, og i Kongensgade 10 stod C.M. Eriksens isenkræmmerforretning også i flammer efter en anden sprængning.
Mindre end en time senere lød endnu tre brag. Denne gang var det Fyens Stiftstidendes trykkeri på Gråbrødre Plads, det var gået ud over. Bygningen blev så stærkt medtaget, at den senere måtte fjernes helt, og mange nabohuse fik samtidig knust ruderne. Det var nærmest et mirakel, at ingen kom alvorligt til skade.
Bombesprængningerne natten til den 26. maj 1944 havde flere årsager, men de hang helt generelt sammen med den styrkelse af modstandsbevægelsen, som havde fundet sted efter samarbejdspolitikkens sammenbrud i august 1943. Modstandsbevægelsens sabotager og likvideringer af danske stikkere og tyskernes svar, de såkaldte schalburgtager (bombesprængninger rettet mod forretninger m.v.) og clearingdrab (drab på fremtrædende danskere som f.eks. Kaj Munk), var sat ind fra vinteren 1943-44, og da et midlertidigt sabotagestop blev ophævet i foråret 1944, blev situationen hurtigt værre.
Det fik odenseanerne et forvarsel om natten til den 21. maj, da modstandsbevægelsens Walthergruppe gik i aktion mod 19 lastbiler, der stod parkeret over for Fyns Forsamlingshus og ved siden af valgmenighedskirken i Dronningensgade. De såkaldte flyverbiler, der tilhørte forskellige fynske vognmænd, blev brugt i forbindelse med tyskernes anlæggelse af en flyveplads ved Beldringe og var derfor en torn i øjet på modstandsfolkene. Fem deltog i aktionen. De tre holdt vagt, mens de to andre placerede bomberne under bilernes foraksler, og bomberne blev forbundet, så de eksploderede samtidig. En sabotagevagt på stedet blev ført væk, så han slap uskadt fra eksplosionen, der mere eller mindre ødelagde samtlige lastbiler.
Men den 26. maj – kl. 2.07 om natten – kom et af tyskernes modsvar til at ramme denne avis. En af bomberne var placeret i vindfanget til FS-centralen (på hjørnet af Gråbrødre Plads og Lille Gråbrødre Stræde) og en anden ved gadedøren mod Jernbanegade. Ved bombesprængningerne blev bygningen antændt, og selv om brandvæsenet hurtigt fik bekæmpet ilden, var der også betydelige brandskader. En typograf, der havde opholdt sig i den midterste del af bygningen ud mod Gråbrødre Plads, overlevede nok først og fremmest, fordi den tredje og sidste bombe, som var anbragt ved et vindue ind til rotationspressen, ikke virkede efter hensigten.
Byens øvrige dagblade tilbød næste morgen Fyens Stiftstidende husly og hjælp, og den 26. maj om eftermiddagen udkom avisen som sædvanligt, dog i reduceret omfang. Dagen efter priste en artikel menneskets tilpasningsevne: ”Mennesket er ikke let at kue, ligegyldigt næsten hvor hårdt det rammes, det kommer dog igen …”. Senere ramte ødelæggelser også de tre andre odenseanske dagblade.
Tyskernes aktion natten til den 26. maj havde givetvis også en anden baggrund. De hang nemlig sammen med drabet på en stikker i Thuresensgade tre dage tidligere.
Om Odense 