Idyl ved Odense Å: Sukkergården ved Frederiksbroen omkring år 1900 (Stadsarkivet).
af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær
Sukkergården i Frederiksgade har i flere hundrede år været et markant indslag i det odenseanske bybillede. Men hvordan er det egentlig med dens historie?
I nutiden laves dansk sukker på basis af roesukker, men det er en forholdsvis nymodens industri. Tilbage i 1700-tallet blev sukker lavet på baggrund af sukkerrør, og i Danmark skabte man efter erhvervelsen af de vestindiske øer et Vestindisk Kompagni i København. Det havde eneret på raffinering af rørsukker fra øerne.
Dette privilegium blev imidlertid ophævet i 1750, og allerede året efter stod tre fremtrædende Odenseborgere klar til at udnytte chancen. De tre blev de første i provinsen, der tog sukkerraffineringen op – og de sørgede selv for at få et privilegium, så de var sikret mod fynsk konkurrence i 30 år. Samtidig fik de kommunal skattefrihed for virksomheden og dens ansatte.
Ved raffineringsprocessen anvendtes stenkul, og inddampningen foregik ved høje varmegrader. Andre steder havde det givet anledning til brande. Måske var det derfor, at de tre odenseanere valgte at lægge det nybyggede sukkerraffinaderi uden for en af byens porte og på sydsiden af åen. Her blev gamle bygninger ombygget og nye føjet til, så der snart var 12 bygninger på den store grund, en masse kostbart udstyr og bolig for 10-15 personer. Det var dengang Odenses største privatejede bygningskompleks.
Sukkerproduktionen gik op og ned i de følgende årtier, men virksomheden blev næppe nogen guldgrube. I 1789 endte den på tvangsauktion, men først i 1830’erne ophørte forarbejdningen af det vestindiske råsukker helt. Få år senere erhvervede købmanden Elias Muus Sukkergårdens bygninger, og han drev her og i sin hjemby, Kerteminde, i mange år en betydelig kornhandel – en virksomhed, der fortsatte i slægtens eje langt op i 1900-tallet. Detailhandelen betød mindre for Elias B. Muus, som snart overlod kramboden (butikken) i Sukkergården til en af medarbejderne, Wilh. R. Maegaard.
Familien Muus kom i de følgende generationer til at præge den fynske handel med korn og foderstoffer, og mange fynboer har hørt vittigheden om, at der var gået Muus i kornet. Konsul Thorbjørn Muus og senere hans to sønner, Hans og Harald Muus, fik i 1900-tallet centrale positioner i det odenseanske erhvervsliv helt op til omkring 1980, og en stor del af aktiviteterne foregik til det sidste med Sukkergården som hovedkvarter.
Thorbjørn Muus, der døde i 1963 og i mange år havde privatbolig i Sukkergården, var en kendt herre, også blandt mange af byens børn. På søndag eftermiddage samledes store børneflokke gerne uden for Sukkergården for at vente på, at konsulen skulle ud på spadseretur. Varede det for længe, skal de frækkeste af børnene endda have råbt: ”Konsul Muus, kom af hus”. Konsulens komme var længe ventet, for han delte gerne karameller eller bolsjer ud til børnene.
Efter Muusvirksomhedens ophør er Sukkergården i 1980’erne renoveret og omdannet til lejligheder.
Om Odense 